Skip to content

Kims-lege og teambuilding-aktiviteter for børn og legesyge voksne

  • by

Her er små og store ideer imellem hinanden. Nogle lege er helt klassiske spejder-kimslege, andre styrker teambuilding og igen andre er bare slet og ret sjove fødselsdagslege uden noget direkte pædagogisk fokus.

Jeg håber du vil bidrage med dine ideer og erfaringer. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Navnet Kims-lege kommer fra Rudyard Kiplings bog Kim hvor en lille irisk, hjemløs dreng (Kim) på et tidspunkt kommer i træning hos en smykkesælger. Gennem bogen rejser Kim på de Indiske landeveje, kommer senere på militærskole og bliver trænet i spionage.

Som en del af sin oplæring skal Kim træne sin hukommelse og gør det blandt andet ved hjælp af en bakke med smykker på. Han træner sig i at huske hvilke smykker, der bliver lagt til og hvilke der bliver fjernet. Kims-leg kaldes derfor også The Jewel Game (Smykke-legen). De øvrige Kims-lege har udvidet sig i både form og antal siden bogen, og er blevet kombineret med teambuildingaktiviteter og fødselsdagslege, men har altså beholdt navnet.

Klassisk huske-kim

Læg ting op på gulvet og læg et tæppe over. På tid skal deltagerne se på tingene og huske så mange som muligt.

Tiden skal være kortere end du regner med. 1 min er mere end rigeligt.

Legen kan derefter udvides med at fjerne ting og lægge nye ting til. Deltagerne nu nævne både de nye og de fjernede ting.

  • Liste
  • Stopur

Bygge-Lego-Kim

Dette er en af de klassiske huske-kimslege, der træner korttidshukommelsen og rumopfattelsen.

Du skal bygge en figur af enten Lego- eller Duploklodser, som skal fungere som skabelon. Du kan enten lave noget “der ligner” eller en abstrakt figur, og du skal mindst 2 klodser pr. deltager.

Øvelsen foregår på tid eller med to hold imod hinanden. Når et hold mener, at deres byggede figur er korrekt, sammenligner I fælleskab med skabelonen og får et godt grin over, hvor svært det faktisk er.

Du skal bruge:

  • Legoklodser (eller Duplo) nok til at lave to helt ens figurer. Har du mere end et hold, skal de have hver deres sæt.
  • Evt. et stopur, hvis du tæller point

Regler: Du har på forhånd bygget en figur, som holdet nu skal bygge en kopi af. Din skabelon skal stå så deltagerne ikke kan se den. Holdet stiller op på række og får en bunke løse klodser, de skal bygge med.

Den første deltagerne løber nu hen og kigger på din skabelon-figur. Uden at tage den med tilbage skal deltageren nu bygge så meget han eller hun kan af de løse klodser. Det vil typisk kun være at samle 2-3 klodser. Dernæst løber den næste deltager frem og tilbage for at sætte de næste klodser på.

Dufte og smags-kimsleg

For mange børn (og en del voksne) er det en øjenåbner at få bind for øjnene. Ved at tvinge sig til at bruge de to sanser duft og smag, kan man få øjnene op for en helt ny verden.

Ofte kaster vi bare vores mad i hovedet og glemmer at få alle indtryk med. Derfor er duftekimsleg og smagekimsleg forbløffende svær for mange.

Du skal bruge:

  • Et antal (6, 8, 10, 12 eller hvor mange du har tålmodighed til) bøtter eller syltetøjsglas
  • En tusch til at markere beholderne, så du selv kan huske indholdet
  • Til dufte-kims skal du også bruge madpapir/bagepapir og
  • Elestikker eller tape

Desuden skal du bruge noget at smage på eller lugte til. Går du frem efter et tema som jul, påske, skov, fødselsdag, strand, sommer eller ‘i huset’, bliver det måske nemmere for dig. Her er nogle ideer:

  • Kryderier eller friske kryderurter som basilikum, persille, purløg, mynte, oregano, paprika, kanel og peber.
  • Jord, blade, grannåle, kolort og græs …måske nok ikke til smagekims.
  • Frugt som æbler, tørret banen, pære, figner, druer, agurk og mango
  • Chokolade
  • Nødder og mandler
  • Pålæg som leverpostej, ost, spegepølse og hytteost

Regler: Deltagerne skal enten på skift eller i hold smage eller dufte til det, du har i bøtterne. Det kan være en god ide at give deltagerne bind for øjnene. De vil få nogle andre indtryk på den måde, men du kan også bare blænde glasene med papir indvendig.

Til dufte-kim spænder du bagepapir over bøtterne i stedet for at sætte låg på. Hold papiret fast med elastikker eller tape. Prik nogle huller i papiret så lugten kan komme ud.

Bonus: Du kan gøre det til et løb hvor ruten er markeret med en bestemt slags dufte eller smage. For eksempel hvor ruten er markeret noget sødt frem for salt, eller hvor salt markerer “gå til venstre” og noget sødt markere “gå til højre”.

Vend et tæppe

Det styrker holdånden på et helt basalt niveau, når man rører ved hinanden. Vi rører naturligvis ikke så meget ved fremmede mennesker, så vi må finde på en undskyldning.

Legen er simpel og kræver kun et tæppe i passende størrelse. Du skal bruge et tæppe på ca. 1 -1,5 kvadratmeter (en meter på hver side) til 3-4 voksne. Derfra skal du bruge ca. 1/4 – 1/2 kvadratmeter mere pr. person.

Sjovest bliver det, hvis du kan lave flere hold og lade dem udføre opgaven om kamp.

Du skal bruge:

  • Et tæppe pr. hold

Regler: Hver hold træder op på tæppet, der er bredt ud på jorden. Deltagerne må ikke røre ved jorden. Nu skal de så hurtigt som muligt vende tæppet op på den anden side UDEN at træde ud på jorden. Går det for stærkt, kan du bede dem vende det tilbage igen bagefter.

Blyant i flasken

Jeg må indrømme at jeg personligt altid har syntes dårligt om den her leg man ofte brugte til fødselsdage i min barndom. Måske fordi jeg er så dårlig til den eller måske fordi, den minder mig om skovskiderstillingen. Jeg ved det ikke, men nogle synes den er meget sjov.

Du skal bruge:

  • En tom flake pr. deltager
  • En blyent eller kuglepen
  • Et stykke snor på ca. 1,5 meter pr. deltager (har du mange vokse og/eller tykke med, skal du bruge lidt mere)

Regler: Hver deltager får bundet den ene ende af snoren om livet, mens den anden bindes fast til blyanten. Blyanten skal hænge lodret.

Nu skal deltageren forsøge at få blyanten ned i den tomme flaske uden at bruge hænderne.

Jeg vil foretrække at blyanten hænger fra en knude på ryggen, men har du ikke noget imod lidt mere æggende undertoner, eller er der alkohol indvolveret, kan du lade den hænge fra en knude på maven.