Op til dig med teksten, sidder jeg på en taburet, for det var ikke det, jeg ville; jeg vil op til dig, så du kan trøste mig med dine bløde bamsearme, hvor man kan putte sig.
Det var ikke det jeg ville
sidde på en taburet
når jeg er så kold og lille
og meget meget træt
jeg vil op til dig
du skal trøste mig
i bløde bamsearme kan man putte sig
og få varme
Der sidder jeg tryg og stille
og glemmer mit eget navn
mens jeg lader en tåre trille
i en plysset bamsefavn
Jeg kom op til dig
og du trøsted mig
i bløde bamsearme kan man putte sig
og få varme
Jeg vil op til dig
du skal trøste mig
i bløde bamsearme kan man putte sig
og få varme
Denne sang fremstiller en dyb og beskyttende kærlighed gennem sin blide og genkendelige tekst. Hver strofe skaber et billede af et lille væsen – sandsynligvis et barn – som ligger trygt i nærheden af en omsorgsfuld person. Sangens ordvalg, som “lille”, “sød”, “dejlig”, og “blød”, formidler en følelse af uskyld og skrøbelighed, som kontrasteres med den ydre verdens uforudsigelighed og støj, repræsenteret ved “buldre”, “tordne”, “lyne” og “ruske”.
Metaforisk kan sangen tolkes som en hyldest til den universelle kærlighed og beskyttelse, som en forælder eller værge føler overfor et barn. Uanset hvor stormfuldt og uforudsigeligt livet kan være, er der altid en tryghed og kærlighed, der beskytter og omslutter det lille væsen. Sangen minder os om, at i kærlighedens favn er man skærmet fra verdens kaos.